Da solcelleanlæg er et forholdsvist nyt tiltag i privat-boligmarkedet, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål, i forhold til anlæggets udseende, reflek-tering, fysiske størrelser, materialevalg osv. Det er derfor altid en rigtig god idé at kontakte kommunen, i det område du bor i, for at afklare eventuelle restriktioner.
De nye skatteregler har gjort en investering i solcelle energi til en meget fordelagtig investering. De betyder nemlig, at du kan afskrive hele investeringen.
Hvis man investerer 100.000 kroner i et solcelleanlæg, vil man det første år kunne fratrække op til 25 % af investeringen i sin personlige indkomst. Det følgende år, hvor der er 75.000 kroner tilbage af investeringen, rent skattemæssigt, kan man igen fratrække op til 25 % af restbeløbet fra sin personlige indkomst. Dette har man ret til at gøre indtil samtlige 100.000 kroner er afskrevet.
Retten til den årlige afskrivning sker i henhold til Ligningslovens § 8P, hvor i det tillades at anse et VE-anlæg (i dette tilfælde et solcelleanlæg) som en virksomhed. På den måde bliver investeringen afskrivnings-berettiget, på trods af, at anvendelsen er privat. Vær her opmærksom på, at dette kun kan lade sig gøre, hvis man udfylder en udvidet selvangivelse. Vi anbefaler også, at man tager kontakt til en revisor, som kan forklare de fremtidige procedurer.
Samtidig giver den nyligt vedtagne BoligJobPlan-ordning dig ret til, at modtage et fradrag på op til 15.000 kroner pr. år på lønninger til håndværkere pr. person over 18 år i husstanden. Dette kan med fordel udnyttes, hvis man vælger at få hjælp til monteringen af anlægget. Du skal i den forbindelse bare sørge for at få udspecificeret arbejdslønnen på din regning, og efterfølgende selv indberette dette vis Skats TastSelv-ordning.
Husstandsinstallerede solcelleanlæg på max 6 kWp pr. husstand, støttes ved at produktionen kan ”lagres” på el-nettet. Producerer man f.eks. 1 kWh el fra en solcelle på et tidspunkt, hvor husstanden ikke skal bruge den, leveres strømmen til el-nettet. Denne leverance giver ret til at hente en tilsvarende mængde el på et andet tidspunkt uden at betale for det. Derfor sparer forbrugeren elprisen inkl. afgifter, tariffer og moms for den mængde el solcellen producerer. Det skal hertil nævnes, at husstanden kun modtager 60 øre pr. kWh overproduceret el. Det er derfor ikke økonomisk fordelagtigt, at overdimensionere anlægget, da man kun får 60 øre for et produkt der er ca. 2 kroner værd. Det skal hertil nævnes, at tilbagebetalingen sænkes til 40 øre pr. kWh efter 10 års funktion.
Husk derfor at dit anlæg skal tilmeldes nettomålingsordningen på: http://www.energinet.dk/SiteCollectionDocuments/Danske%20dokumenter/El/Anmodning%20om%20nettoafregning.DOC